Normandssang.
Blandt alle Lande i Øst og Vest
Er Fædrelandet mit Hjærte næst.
Det «gamle Norge»
Med Klippeborge
Mig huer bedst.
Fra Vesterhavet til Kjølens Rand,
Fra Nordishavet til Kristjanssand,
Der har jeg hjemme
Og kan istemme:
Mit Fædreland!
Jeg elsker Eder, I gamle Fjæld
Med høje Tinder og dybe Væld,
Med Skog om Barmen
Og Jærn i Armen
Til Tidens Kvæld!
Jeg elsker Eder, I Bække smaa,
I stolte Fosse, I Fjorde blaa,
I Sjøer blanke,
Hvis stille Tanke
Kan Stjerner naa!
Jeg elsker Furu- og Bjerkelund
Med Toneklangen fra Fuglemund;
Og Meget aner
De dunkle Graner
I Vaarens Stund.
Jeg elsker Bølgen, hvor Frihed gror,
De dybe Dale, hvor Freden bor,
De Lier fagre,
Og gyldne Agre
Paa Odelsjord.
Jeg elsker Alt, som er ægte Norsk,
Fra Folkelivet til Sild og Torsk, –
Som fremad skrider,
Omend det glider
En Smule dorsk.
Jeg elsker højlig mit Modersmaal,
Der klinger kraftigt som hærdet Staal,
Fra Hjærtets Grunde,
I Folkemunde
Hos Per og Paal.
Dog mest jeg elsker det Folkefærd,
Som har sit Hjem mellem Fjæld og Skjær,
Hvor Unge hædre
De gamle Fædre,
Som bygde her.